Kong Valdemar I den Store af Danmark

  Notater:

Valdemar den Store voksede op dels hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med Absalon og Esbern Snare, og dels hos sin mors familie i Rusland.
Valdemar den Store var medkonge, sammen med Knud III og Svend Grathe.
Valdemar var sluppet fra blodgildet i Roskilde, hvor Knud blev myrdet, og han selv såret.
Opgøret på Grathe Hede, hvor Svend Grathe blev dræbt.
Hermed var 26 års broderkrig slut.
Valdemar var høj og smuk, men barnlig og opfarende, og kunne også være ustadig og grusom. Næppe ville Valdemar have hævet Danmark fra den største elendighed til stor lykke, hvis ikke en kreds af udmærkede mænd havde stået ved hans side.
Den bedste var kongens ven og fostbroder Absalon, en mand med stor viljekraft og klarsyn, så alle måtte bøje sig for hans overlegenhed. Stærk og modig som en viking og udrustet med en veltalenhed der var som "et tveægget sværd". Han var i stand til at skabe ro og orden på den urolige sjællandske landsting.
Han revsede endog kong Valdemar selv, når denne synes ham vægelsindet eller alt for hård.
I Paris havde han uddannet sig i tidens lærdom.
Hans store mål var Danmarks magt og ære og folkets lykke.

Det splittede og forkvaklede folk skulle samles om en stor national opgave, nemlig kampen mod de farlige vender. Kongedømmet og kirken skulle slutte sig sammen i et stort samarbejde, og derved blive langt stærkere, og bringe Danmarks kultur på højde med det civiliserede Europa.

Kort efter at Valdemar var blevet enekonge, valgtes Absalon til biskop i Roskilde, og fik derved den stilling, hvor han kunne udfolde sine evner som Danmarks største fører.
Saxo kalder ham folkets fader.

Venderne var i det 12. århundrede endnu hedninger, og i kongefejdernes tid overfaldt de, de danske kyster som var værgeløse.
Danmarks ledingsvæsen var i forfald. Man var uvillig til at drage i krig, og kun med møje og besvær fik Valdemar og Absalon samlet en lille flåde fra Sjælland og Skåne, og de tog på et plyndringstogt til den vendiske kyst.
Da dette lille togt gik godt, gentoges togterne hvert år med større og større deltagelse, først for at plyndre, senere for at erobre.

Sjælen i denne kristne vikingefærd var Absalon, modig og snild. Sammen med sin broder Esbern Snare udførte han mange berømmelige dåd.

14. juni 1169 indtog han Arkona, og Guden Svantevits billede væltes.
Der blev indsat præster på Rygen, som lagdes til Roskilde Stift, og ryboernes fyrste blev en dansk lensmand.

Borge blev bygget for at værne kysterne: Havn i 1167 (København) blev bygget af Absalon.
Sprogø og Vordingborg af Valdemar. Kalundborg af Esbern Snare, Fåborg, Svendborg og Nyborg.

Foran Dannevirkes jordvold lod Valdemar den Store opføre en mur af teglsten, kaldet Valdemarsmuren, og foran denne en grav og ydervold.
På gravpladen på Valdemar den Stores kiste regnes dette kæmpeværk lige så stort som sejren over venderne.

Der opførtes domkirker i Slesvig, Ribe, Århus og Viborg samt en lang række sognekirker, der nu byggedes af sten.

Valdemar den Store døde d.12 maj 1182.
Gravsat i Ringsted.

Valdemar den Store var søn af Knud Lavard og Ingeborg.
I 1157 blev han gift i Viborg med den yndefulde Sophie (1141-98), datter af en russisk fyrste og Richiza som var søster til Knud 3. Magnussen.

Valdemar og Sophie fik børnene:
Knud 4. (1162-1202) senere konge
Valdemar Sejr, (1170-1241) senere konge
Sofie, gift i 1181 med grev Sigfred af Orlamünde
Richiza, (1174-1220) gift i 1210 med kong Erik Knutsson af Sverige
Ingeborg, (1175-1237) gift i 1193 med kong Philip August af Frankrig der forstødte hende.
Helene, (1176-1212) gift i 1202 med grev Wilhelm af Lüneburg

Med frillen Tove fik Valdemar sønnen Christoffer (ca. 1150-73)


Kilde:

http://www.danmarkskonger.dk/konge19.htm

Brenner O.S. Nachkommen Gorms des Altes.nr. 98.

  Om Kong

• Beskæftigelse: Konge af Danmark. 1157 - 1182.

Kong blev gift med Sophie af Minsk i 1157 i Viborg. (Sophie af Minsk blev født i 1141 i Minsk, døde den 5 Maj 1198 og blev begravet i Ringsted kirke..)