Marsk Stig Andersen Hvide

  Notater:

Dømt fredløs for mordet på Kong Erik Klipping i Finderup lade - han og hans mænd flygtede til øen Hjelm udfor Djursland, hvor han døde i 1293, rygtet siger at hans mænd begravede ham i nattens mulm og mørke på Stubberup kirkegård, på Fyn.

Marsk Stig Andersen Hvide[1]

1275 - 1293
Fødsel før 1275

Køn Mand

Line I. Led - [Hvide - Marsk Stig]

Død 1293 Hjelm

Sidst ændret 19 jan. 2010

Familie 1 Ossa Nielsdatter

Børn

1. Anders Stigsen Hvide, d. eft. 1318

Familie 2 Ingeborg Pallesdatter

Sidst ændret 19 jan. 2010

Familie 3 Offesdatter Neb, d. eft. 1314

Sidst ændret 19 jan. 2010

Billeder

Coat of arms - Hvide

Hvideslægten har sandsynligvis fælles oprindelse med Gyldenstierne, Pors og andre jyske æter, som også førte den syvoddede stjerne.

Notater

til Tygestrup (Kongsdal, Merløse H.), Eskebjerg (Bjerre H.), Møllerup og Bjørnholm (Sønder H. Dyrs), Bjørnkjær (Hads H.?) m.m., var 1275 Marsk og Anfører for den til Sverig sendte Hær, 1284 en af Voldgiftsmændende i Trætten om Arven efter Kong Erik Plovpenning, dømtes 1287 fredløs som Medskyldig i Konmgemordet i Finderup Lade, flygtede til Norge, og feidede herfra mod sit Fødeland, indtog 1289 Samsø og brændte Taarnborg og Skjelskør, byggede 1290 Borgen paa Hjelm

Kilder

[S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1898:227.

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I99&tree=2

Kilde: http://www.gedevasen.dk/finderup.html

"Mordet på den danske kong Erik Klipping i Finderup Lade Sct. Cecilie Nat 1286 er en af de begivenheder i Danmarkshistorien, som har optaget eftertiden mest - både som mordgåde og som historisk drama.

Allerede ærkebisp Jens Grand antydede i 1297 i sin store retssag ved pavedomstolen, at kongen kunne takke sit syndige levned for sin skæbne - en synsvinkel som flere af de senere årbøger tog op med henvisning til vold mod stormændenes hustruer. Antageligt var der tale om sympatisører med morderne, som på denne måde søgte at retfærdiggøre mordernes udåd som et middelalderligt "æresdrab" - samtidig med at de måske afværgede en mistanke mod kirkens folk om medvirken.

Toneangivende omkring mordet blev Erik Arup, som i sin "Danmarks Historie" (1932) stillede spørgsmålet: ”Var denne dom rigtig og retfærdig?” Han svarede selv i samme åndedrag: ”Alle kendsgerninger taler derimod. Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?” Desværre spurgte Arup kun om, hvorfor de, som kongen havde sat på magten, skulle myrde deres velynder. Havde han først spurgt om, hvorfor kongens modstandere sad på magten, var han antageligt kommet til et andet svar. Alligevel har næsten alle historikere siden accepteret Arups opfattelse, at marsken og hans parti af kongemodstandere blev udsat for et justitsmord, da de blev dømt fredløse for mordet ved det efterfølgende Danehof - ofte med en begrundelse som ligner en sammenblanding af begreberne historisk sandsynliggørelse og juridisk bevisbyrde.

Erik Arups efterfølgere har været så fokuserede på hans spørgsmål og hans udlægning af indenrigspolitikken, at selv Kai Hørby, som skrev disputats om de udenrigspolitiske alliancer, overså et oplagt motiv i sit materiale. Motivet skal søges i et kompliceret politisk spil fra 1282 til 1286, hvor Erik Klipping var i defensiven over for stormændene på grund af kongemagtens finansieringsproblemer, så han i 1282 måtte underskrive sin berømte håndfæstning. Året efter blev kongerigets position truet, da Den Nordtyske Landefred skabte en fælles blok af Abelslægtens støtter - herunder også samhandelspartneren Lübeck. Grev Jakob af Nørrehallands og Marsk Stigs parti kom i regeringen i dette spil, men i en senere fase af spillet var deres egen position så udsat, at mordet blev et logisk skaktræk i 1200-årenes kyniske magtspil - inspireret af mordet på Erik Plovpenning en generation tidligere. Handlingsforløb og alliancer peger på et oplagt motiv til mordet - et motiv, som dog ikke udelukker, at marsken også kunne have et ældre personligt motiv. Vi behøver ikke at kassere vor kulturelle arv af den årsag.

Man undervurderede imidlertid kongens enke og hendes støtter. I månederne indtil det næste Danehof i Nyborg lykkedes det at få hængt marskens parti ud på en sådan måde, at Landefredens tyske initiativtagere, som havde garanteret ved Valdemars frigivelse, måtte splitte kongens adelige modstandere og tvinge Valdemar ind i en marionetrolle som rigsforstander på vegne af Erik Klippings unge søn. Til gengæld fik han opfyldt alt det, han tidligere var blevet fængslet for at forsøge at opnå. Også her er tidsforløbet og personkonstellationerne interessante.

Selve mordet blev antageligt begået af væbneren Arvid Bentsen som leder af en gruppe lejemordere. Arvid Bentsen blev dømt for deltagelse i selve mordet, mens dommen over de øvrige alene gik på råd mod kongens liv. Anklagen mod dem synes således at have gået på planlægning og bestilling af mordet, og noget kan tyde på, at der var andre vidner til mordet end den dømte Rane Jonsen. Vi må således konstatere, at de dømte havde motiv og lejlighed til at begå den forbrydelse, som der foreligger en historisk dokumenteret dom for, og at ingen i samtiden pegede på andre skyldige.

Det giver ingen mening, når man i dag forsøger at henvise til den juridiske grundregel om, at en anklaget er uskyldig, til andet er bevist. Den regel kan vi ikke anvende i dag på en gammel dom, når vi ikke kender de vidneudsagn og præmisser, der ligger til grund for dommen. I så fald vil hovedparten af fortidens domme skulle anses for justitsmord. At en påstået procedure om retten til at sværge sig fri ved 12 venners hjælp blev hindret, kan heller ikke anvendes som et argument for justitsmord, da en sådan ed næppe ville have ført til et retfærdigt resultat - og den påståede retspraksis er slet ikke dokumenteret for råd mod kongens liv, hvor man blot fulgte en forordning om majestætsforbrydelse, som var vedtaget af Danehoffet i 1276. Vort vigtigste holdepunkt er derfor den historisk dokumenterede dom, hvis udfald vi kender fra mange sider. Vi har altså intet grundlag for at påstå, at der var tale om justitsmord, som Erik Arup så bombastisk påstod.

Erik Arups teori førte til en række konspirationsteorier, der om ikke andet har tjent til at holde liv i mystikken. Enhver har nu sat sig fast på sin egen teori, som man nødigt forlader. Hertug Valdemar er af mange udpeget som hovedmanden. Der er næppe tvivl om, at morderne så ham som kongens efterfølger, men han var næppe direkte involveret. Man har undervurderet effekten af den tyske garanti, som ville umuliggøre hans situation, hvis han brød garantien, da langt større interesser stod på spil for Landefredens tyske parter end deres danske sympatier. Den norske konge havde opnået forlig med Lübeck og en måned før mordet også om sin arv, så hans personlige udbytte af mordet ville være begrænset. Også dronningen og hendes danske drost Peder har været kandidater - men udover det fantasifulde i forslaget, så var timingen alt for vovelig i spillet mod Valdemar, så længe Erik Menved var mindreårig. Andre har sikkert haft motiv, men for alle gælder det, at ingen og intet i samtiden pegede på dem.

Når Arup-konklusionen så længe har stået uimodsagt, skyldes det antageligt en reaktion på romantikkens overspillede historie om ”æresdrabet”, der i samtiden var blevet brugt som en retfærdiggørelse af mordet. Aksel E. Christensen berømmede Arups "fuldstændige omvurdering af politikken og begivenhederne" i forhold til folkeviserne, men man burde have lyttet til Ockham og reflekteret over, hvorfor omvurderingen gjorde mordet til et endnu mere kompliceret mysterium. Som en undtagelse forsvarede Jens E. Olesen, som i dag er professor i Tyskland, i 1990 selve domsprocessen og hæftede sig ved Hørbys omtale af udenrigspolitiken og Landefreden, men selv om han lod mistanken svinge over mod de dømte, tvivlede han på, at der i dag vil kunne påvises noget motiv. På dette ene punkt har han måske spået forkert."

--------------------

http://skeel.info/getperson.php?personID=I9435&tree=ks

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I1345&tree=2

Han var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping i Finderup Lade d.22. november 1286. Han og andre bosatte sig i en periode på øen Hjelm ud for Mols Bjerge paa Djursland. De blev i tidligere historietradition kaldt fredløse, men der blev fremstillet falske mønter på Hjelm, og der var muligvis tale om en del af en strid mellem forskellige kongsemner.

"til Torup, Randrup"

Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen mfl., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1898:229.

--------------------

Hvide, Stig Andersen -1293,

Marsk, hørte til den mægtigeHvide-Slægt, der i det 13. Aarhundredes Slutning fik en saaindgribende Indflydelse paa vort Lands Skæbne. Om S.s Fader vide viintet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget iAabo Syssel. S. var Marsk og Hærfører, da Erik Glipping 1275 sendte enHær af Ryttere og Fodfolk til Sverige for at hjælpe Birger JarlsSønner Magnus og Erik i deres Kamp mod

Broderen Kong Valdemar; efter at de forbundne havde sejret overBondehæren ved Hofva i Vestergøtland, maatte Valdemar flygte og blevsnart efter taget til Fange. I det følgende Aar viste S. det førstetrodsige Skridt over for Kong Erik, i det han paa Danehoffet

i Nyborg vægrede sig ved at aflægge Hyldingsed til hans unge Søn Erik,hvad dog Landets øvrige Stormænd havde indvilliget i. Imidlertidbeholdt S. sin Stilling som Marsk, uagtet han utvivlsomt var en afHovedmændene i det politiske Parti, der i de følgende Aar søgte ataftvinge Kongen Forfatningsbestemmelser, som kunde sikre Landet etmere lovbundet Regimente. Da Spændingen var paa det højeste i Foraaret1282, gav Kongen efter og udstedte de betydningsfuldeForpligtelsesbreve af 19. Marts og 29. Juli, til hvilke 2 Aar senerenogle vigtige Anordninger sluttede sig. S. valgtes i dette Aar (1284)til at være en af de 11 Voldgiftsmænd, der skulde afgjøreTvistemaalene om Delingen af Arven efter Erik Plovpenning.

Da myrdedes Kong Erik St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af en Skareformummede Mænd i Finderup Lade. Rygtet tvivlede ikke et Øjeblik om,at S. var en af Gjerningsmændene. Paa

Danehoffet i Nyborg ved Pinsetid 1287 dømte et Nævn paa 3 Tylvter --kun nogle faa svore ikke med --, at Grev Jacob af Halland, Marsk S.,Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre vare skyldige iMordet; de erklæredes fredløse og deres Gods forbrudt. Denne Domstadfæstedes af Ærkebispen og samtlige Bisper, senere af Kong Rudolfaf Habsburg. Da Dommen optoges til ny Prøvelse 1305, blev deterkjendt, at der ikke var Bevis for, at S. personlig havde været iFinderup Lade, men i øvrigt ændredes intet i Domsresultatet, i det S.vitterlig nok havde været en af Hovedmændene for Kongemordet.

Imidlertid vare de fredløse flygtede til Norge, hvor Kong ErikPræstehader tog dem i sin Beskyttelse (1287). Med norsk Hjælp ogstøttet af enkelte Partifæller i Danmark begyndte S. Krigen imod siteget Land. Middelfart og Hindsholm vare de første Punkter, der stode iFlammer, snart efter gik Togtet til Jylland (1288). Erik Præstehadersejlede 1289 med en Flaade ned i Øresund, brændte Helsingør og lagdesig foran Kjøbenhavn; med en

Del af Styrken drog S. imidlertid her fra til Samsø, hvis Borg hanindtog, derpaa til Store Bælt, hvor han brændte Taarnborg ogSkjelskør. Ogsaa Nykjøbing paa Falster blev hjemsøgt, og i

Forening med Kongen plyndrede S. de sydlige Øer. Skrækken havde i denGrad lammet Folket, at S. uhindret kunde bygge sig et fast Røverskjulpaa Øen Hjelm (1290) og Grev Jacob en lignende Borg paa Hunehals iNørrehalland; begge Besiddelser erklæredes for

norsk Ejendom. Fra disse faste Punkter førte de fredløse i en AarrækkeKrigen mod Danmark. Men S. døde allerede 1293; efter en Tradition fraen senere Tid førtes S.s Lig hemmelig til en Kirke paa Hindsholm.

De historiske Kilder ere saaledes knappe i alt, hvad de meddele, ogmærkelig tavse om mange Forhold, uagtet disse Begivenheder vare saabetydningsfulde i vort Lands Historie, og S. indtog en Hovedstilling iBevægelsen mod Kongehuset. Til Gjengjæld har Folketraditionen tegneten lyslevende Skikkelse af den stolte Marsk. Der er ikke paa vortModersmaal blevet digtet skjønnere Sange end de Folkeviser, som iuforgængelige Billeder berette om S.s blodige Gjerning og LandetsTilstand paa de lovløse Tider, da , da , og . Medens Marsken var i Leding, saaledes fortælle Viserne, togKongen

hans skjønne Hustru med Vold; ved S.s Hjemkomst vovede hun ikke at gaaham i Møde og tilstod, at hun var . Hunægger ham til Hævn, og S. undsiger Kongen.

Mordet i Laden skildres i gribende Scener, Marsken drager derpaa tilKongsgaarden og forkynder aabent sin Daad, der har hans Forvisning tilFølge. Som alt sagt nævnes i de historiske Aktstykker, der omtaleMordet, og i andre samtidige Kilder alene politiske

Grunde til Sammensværgelsen, og der ymtes end ikke noget om et saadantpersonligt Motiv for Hævn. -- Nogle Viser fortælle om, hvorledes S.sunge Døtre sørgmodige drage fra Land til Land for at søge Beskyttelse;dette lader sig ikke bekræfte af andre Kilder. Af en pavelig Bevillingfremgaar i øvrigt, at en Mand, Johannes Esre, havde for at udjævne enFamilietvist mellem sin og S.s Slægt trolovet sig med en Datter af S.;da hun døde, ikkun 12 Aar gammel,

blev det Johannes tilladt at ægte en Søsterdatter af S., Inge. Mulighar Nordmanden Hakon Thoresen været gift med en Datter af S. 1309gjengav Kong Erik de fredløses Hustruer og Børn deres Gods, imod atdet blev solgt, og de selv opholdt sig uden for Riget.

Suhm, Hist. af Danmark X, XI.

Munch, Det norske Folks Hist. IV, 2.

Grundtvig, Danmarks gl. Folkeviser III.

Jørgensen, Bidrag til Nordens Hist. i Middelald. S. 113 f.

J. Steenstrup, Vore Folkeviser S. 262 f.

Hist. Tidsskr. VI, 452 f.; 4. R. IV, 90 f.

Ny kirkehist. Saml. III, 390.

Archiv f. nord. Filologi IX, 219 f.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

--------------------

mm = til Tygestrup, Eskebjerg, Bjørnsholm, Bjørnkær

--------------------

http://fabpedigree.com/s036/f782092.htm

In a wellknown Danish folksong about Marsk Stig the scene of the dramatic meeting between Stig Andersen Hvide and his wife, fru Ingeborg is set on Møllerup. According to legend king Erik Klipping had raped Marsk Stig's wife, and the regicide in Finderup Lade on 22. November 1286 was Stig Andersen's revenge for this foul deed. But it's impossible to know the difference between rumour and truth in a folksong. The Danish murder mystery from 1286 has never been solved.

A part of the three winged castle, which the famous marsk and his descendants owned until 1430, forms a part of the present main building upon the old motte. An excavation in 1920 by the National Museum brought out foundations and rests of the castle, which Stig Andersen probably built. The farm buildings were rebuilt after a fire in half-timber in1709 , and big parts are still preserved.For about 500 years Møllerup was inherited or sold among relatives of Marsk Stig. During the first 150 years it belonged to his closest family.

Stig Andersen Hvide was in the front rank among the magnates in Denmark and was the owner of a rich estate. In Jutland he had besides Møllerup also Bjørnholm, (now Høgholm) and the island Hjelm, upon Funen he owned Eskebjerg (now Scheelenborg) and at Zealand he was the owner of Tygestrup (now Kongsdal). 1275 he was Rigens marsk and leader of an expedition to Sweden; he joined Erik Klipping's opponents and was outlawed after the regicide in Finderup Lade on the night of 22. November 1286 , although he proved his alibi. He built a castle on Hjelm 1290, where he died 1293. He was married three times, his second wife was Ingeborg Palnesdatter Little (Hvide-family).

In the agreement at Hindsgavl 1295 Erik Menved had to give back the confiscated estate to the outlaws or their heirs. Marsk Stig's son, Anders Stigsen Hvide came into possession of Møllerup, Bjørnholm a.o. 1304 he confirmed a letter, which his father had issued in 1287, where he secured the Århus-canons their estate in the Skramsholm area. In 1313 Anders Stigsen joined the peasant rebellion , but he later had to go into exile in Sweden, and his estate was confiscated. He returned to Denmark after Christoffer II's accession by the virtue of the decisions in the coronation charter.

Eskebjerg (nu Scheelenborg)

Stubberup sogn, Bjerre herred, Odense amt.

Da Eskebjerg i det 13. århundrede for første gang nævnes i kilderne, tilhører den en af de markanteste skikkelser i dansk middelalderhistorie, en mand, der må nævnes på linie med ærkebisperne Eskil, Absalon og Jens Grand - det var Stig Andersen, der da var herre på Eskebjerg, folkevisernes og al digtnings så ofte besungne marsk Stig. I virkeligheden har derfor Eskebjerg i modsætning til det store flertal af Danmarks øvrige herregårde sin interessante historie i middelalderen. I hvert fald kan ingen af gårdens senere ejere, deres personlige egenskaber ufortalt, måle sig med ham i indflydelse på landets skæbne, det være sig på godt eller ondt.

Stig Andersen nævnes ofte som hørende til den berømte Hvide-slægt, den sjællandske høvding Skjalm Hvides efterkommere, hvoriblandt tælles Absalon og Esbern Snare, Sunesønnerne og Litleslægten. Det er nu næppe rigtigt, men rig og mægtig var han, hans meste gods lå i Jylland, hvor han ejede Møllerup og Bjørnholm (Høgholm) på Djursland. Hans to første hustruer, Ossa Nielsdatter og Ingeborg Pallesdatter, folkevisens fru Ingeborg, tilhørte derimod forskellige grene af Hvideætten, som han utvivlsomt var nært knyttet til. Sene beretninger ved at fortælle hvorledes kong Erik Klipping voldtog hans hustru, mens han var på hærtog i Sverige, og hvorledes marsken svor at hævne denne skændsel og sammen med andre utilfredse dræbte kong Erik i Finderup Lade Sankt Cæcilienat 1286.Beretningerne har ikke megen bund i virkeligheden, det er endda usandsynligt, at Stig Andersen overhovedet har haft noget at gøre med kongemordet. Noget andet er, at hans politiske modstandere benyttede sig af lejligheden og fik ham og en række andre betydelige mænd dømt fredløse som kongemordere.

I 1287 måtte Stig Andersen forlade landet og søge beskyttelse hos den danske kongeslægts fjende på den norske trone. Hans godser, deriblandt også Eskebjerg, blev beslaglagt af den danske regering. Efter længe at have ventet på et forligstilbud fra Danmark begyndte marsken og hans fæller i 1289 deres hærgningstogt til deres gamle fædreland. I 1291 satte han sig fast på den lille ø Hjelm, som han befæstede uden at den svage regering formåede at hindre det. Allerede 1293 døde han imidlertid.

Et sagn som gengives af Arild Huitfeldt, beretter at hans mænd førte liget til Stubberup kirke på Hindsholm og begravede det der ved nattetide. Det lyder i og for sig ikke usandsynligt når man erindrer sig, hvor megen vægt man i tiden - og langt senere - lagde på at blive begravet i indviet jord, og at det vel har været denne kirke marsken søgte, når han opholdt sig på Eskebjerg; noget som helst bevis for sagnets pålidelighed har vi ikke, og flere andre kirkegårde nævnes som hans sidste hvilested.

Marskens søn Anders Stigsen fik Eskebjerg og sine andre godser tilbage. Der vides ellers ikke meget om ham. I hans søn Stig Andersen den yngre møder vi derimod atter en af Danmarks-historiens betydende mænd. Der er ikke meget over ham af den stejle trods som synes at have karakteriseret den gamle marsk og har gjort ham til et så taknemmeligt objekt i den senere digtning - den yngre Stig Andersen var tværtimod en udpræget opportunist, den fødte kohandelspolitiker, der altid forstod at udnytte forholdene, men måske også nu og da var sit land en nyttig mand i kraft af disse egenskaber.Han sad i kongens råd under Christoffer II, men formåede 1331 at gå over til grev Gert og blive hans marsk.

Han og Niels Bugge på Hald var nu i mange år den jyske adels kårne ledere. Efter mordet på grev Gert 1340 sluttede han sig til den unge kong Valdemar (Atterdag), men mødte i ham en medspiller, der var hans lige i praktisk kunnen. I resten af sin levetid stod han skiftevis i samarbejde og i oprør mod kongen, således i 1359, da hans søn Ove og hans broder sammen med Niels Bugge var blevet dræbt i Middelfart, efter manges formening på foranledning af kong Valdemar.

Der sluttedes forlig 1360, men 1367 brød fejden atter ud, og under denne døde Stig Andersen 1369, utvivlsomt i en høj alder.Måske var Eskebjerg allerede forinden gået over til Ove Stigsen og til dennes søn Anders Ovesen, men i hvert fald gik gården ved denne tid ud af slægtens eje.

(Uddrag fra Danske slotte og herregårde, bd. 7)

  Om Marsk

• Beskæftigelse: Marsk for Kong Erik Klipping.

Marsk blev gift med Ossa Nielsdatter Hvide, datter af Niels Alexandersen Falster (Niels Absalonsen Hvide) og N.N. Falster. (Ossa Nielsdatter Hvide blev født omkring 1240 og døde i 1314 i Hjelm.)